Raw brownies uden mel, æg, sukker og mælkeprodukter

Til min tøsefødselsdag var der behov for noget lækkert uden mel og æg – hvilket er en svær kombi at bage uden 🙂  Men jeg faldt over en super opskrift på raw brownies fra foodloonies.dk, som var helt fantastisk.  Du kan læse meget mere om opskriften og finde masser af andre lækre opskrifter på deres side – men her er kort fortalt, hvad der skal til.

Det skal du bruge:

Selve “brownie”-bunden:

  • 230 g valnødder
  • 230 g friske dadler (jeg fandt friske dadler i Kvickly)
  • 60 g rå kakaopulver
  • 50 g kokosmel
  • 1 tsk. vaniljepulver
  • ½ tsk salt

Chokoladecreme/toppingen:

  • 150 g friske dadler
  • 40 g kokosolie
  • 30 g rå kakaopulver
  • 1 dl vand
  • ½ tsk vaniljepulver


Sådan gør du:

Kagen:
Hak valnødderne i små stykker med en foodprocessor eller stavblender. Tilsæt så dadlerne (husk at fjerne stenene), kakaopulver, kokosmel, vaniljepulver og himalaya salt, og kør foodprocessoren igen, helt indtil det er en samlet masse, som klistrer sig sammen når du tager en lille smule i hånden.

Jeg har ingen food processer, og var her ved at tage livet af min stavblender… næste gang tror jeg, jeg prøver at hakke dadlerne i stykker for sig selv, for derefter at blende/blande det hele sammen.

Når du har fået en ens masse, så fordel det hele ud i en firkantet form, og pres det godt ned med fingrene eller med en dejskraber.

Topping:
Start med at komme vandet i din blender. Tilsæt så dadlerne (husk atter at fjerne stenene først), kakaopulveret, vaniljepulveret og til sidst kokosolien, som helst skal være smeltet. Og blend så,  til det hele er blevet til en lækker cremet masse (min Philips blender klaret bedst udfordringen på lav intensitet og så fik den bare lov at stå længe og kæmpe sig igennem massen stille og roligt).

Smør toppingen udover din “brownie”-bund og stil i køleskabet i mindst 2 timer, og helst dagen før det skal spises. Skær den kagen ud i firkanter inden servering.

Tip!
… jeg læste et tip fra en læser på opskriften hos foodloonies.dk om, at hun lavede en dobbelt portion af toppingen, fordi den er så god. Og det er den virkelig, så det vl jeg nok også gøre i fremtiden… eller i hvert fald 1½ gange 🙂 Det er også en topping, der ville gøre sig godt sammen på mange andre kager!

Jeg havde desuden noget jordbærskum i overskud fra mine mini-pavlovas – og den skum var helt fantastisk som tilbehør til kagen her 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *