Kage med hindbærmousse og lakrids

Jeg havde lovet at bage en kage til svigerfars fødselsdag i søndags – og indtil videre har jeg klart størst erfaring med kager til små børn og mig selv ☺️ Så jeg gik i tænkeboks over, hvordan kagen kunne gøres lidt speciel og rent faktisk være tilpasset svigerfar – og heldigvis er han glad for lakrids (hvilket også passer mine smagsløg ganske udemærket). 

Efter lidt Google-søgninger og en frasortering af alle de voldsomste lakrids-orgier, faldt jeg over drømmekagen fra madsymfonien.dk. Den var rimelig overskuelig og indeholdte to af mine egne favoritting: hindbær og lakrids! Ergo, den måtte prøves. Og jeg kan allerede nu afsløre, at jeg helt sikkert kommer til at bage den igen 🙂 

Se mange flere lækre billeder af kagen (det kan Madsymfonien bedre end jeg…) og en komplet guide her. Ellers er der en Quick-guide her til en kage til 8-10 personer (springform på 22cm).

Det skal du bruge:

Kiksebunden

  • 300 g Digestive kiks (dvs. knap en pakke)
  • 120 g smør
  • 6 tsk. Johan Bülow Fine Liquorice Powder

Hindbærmoussen

  • 5 blade husblas
  • 450 g hindbær
  • 8 spsk. flormelis
  • Korn fra to vaniljestænger
  • 2 spsk. citronsaft
  • 4 dl piskefløde
  • 250 g græsk yoghurt

Lakridsgelé

  • 4 blade husblas
  • 100 g Johan Bülow Sweet Liquorice Syrup
  • 100 g vand

Pynt (hvis du synes)
Johan Bülow Raw Liquorice Drops

 

Sådan gør du:

Kiksebunden

Knus Digestive kiksen. Det kan du enten gøre ved at komme dem i en frysepose eller ziplock-pose og så smadre dem med en kagerulle eller bare en knyttet hånd  (børn elsker at hjælpe med dette…). Er du ikke så voldeligt anlagt, kan du også komme kiksene i en foodprocessor.

Smelt så smørret i en gryde og bland med kiksekrummer og lakridspulver til smørret. Rør det godt sammen. 

Fordel massen i springformen. Jeg kommer et stykke bagepapir klippet til i størrelse og form i bunden af springformen, så det er lettere at få kagen ud til sidst.  Husk også kagefolie/konditorplast rundt om i siderne – har du ikke det liggende, så brug et (rent) plastikchateque, som du klipper op på langs og i passende stykker, så de passer rundt i indersiden af springformen.

Stil i køleskabet og lad køle i ca. en halv time.

Hindbærmousse

Læg husblas i koldt vand i ca. 10 minutter. I mens kommer du de friske eller frosne hindbær, flormelis, korn fra de to vaniljestænger og citronsaft i en gryde og lader det koge op. Pres så hindbærmassen gennem en si, så man får en puré uden hindbærkerner. Hæld puréen tilbage i gryden, og varm den ved svag varme i et par minutter. Vrid den udblødte husblas fri for vand, og opløs den i puréen. Bland det godt sammen og lad puréen afkøle.

Pisk så fløden til skum og tilsæt græsk yoghurt og pisk godt. Bland det derefter med den afkølede hindbærpuré, og bland det godt sammen. Smag til, og tilsæt eventuelt lidt mere flormelis.

Fordel hindbærmoussen på den kolde kiksebund. Stil kagen i fryseren i ca. 1 time, så moussen kan stivne.

Lakridsgele

Læg husblas i koldt vand ca. 10 minutter. Kom lakridssirup og vand i en gryde, og varm det ved svag varme i 3-5 minutter. Vrid den udblødte husblas fri for vand, og bland det godt sammen med lakridssiruppen. Lad det køle helt af. 

Find kagen frem fra fryseren, og fordel lakridsgeléen oven på hindbærmoussen. Stil kagen tilbage i fryseren i ca. 1 time. 

Pynt eventuelt kagen med knuste lakridsdrops inden servering. For mig var lakridsdroppene var stærke (jeg er ikke så god til rålakrids), men svigerfar og flere andre gæster elskede dem. Næste gang vil heg nok prøve at finde nogle andre drops, eller måske se om man bare fint kan drysse lidt lakridspulver over toppen (ved dog ikke om det smelter ned i geleen?)

Kagen kan sagtens laves dagen før, den skal serveres, og iflg. Madsymfonien er kagen også fryseegnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *