Kategoriarkiv: Bare lidt hyggesnak

3 års fødselsdagsgave: en udklædningskasse


Op til A’s tre års fødselsdag i foråret, besluttede jeg mig for at lave en udklædningskasse til ham i fødselsdagsgave. Så jeg var et smut forbi Søstrene Grene efter en af de populære metalkufferter, og så gik jeg på rov efter udklædningstøj hos Mødrehjælpen op til fastelavn og efter fastelavn på Reshopper 🙂 Det blev til en super fin kuffert fyldt med vlandt andet vikingehjelm, riddersværd og -skjold, politiuniform, spidermandragt, fjollede hatte og masker samt de løse håndjern, pistoler osv.

Det skal siges, at drengen kun ønskede sig biler, så i sidste øjeblik blev vi nogle kyllinger og skyndte os at købe en sej bil i gave også, hvilket viste sig at styrke wow-effekten hos den tre-årige i gaveudpaknings-øjeblikket. Her lidt efter, er det dog udklædningskassen, der vinder. Den bliver brugt næsten hver dag, og det er kun blevet sjovere og sjovere for A at prøve de forskellige kostumer af og fantasien kommer virkelig på spil.

Så hermed er et tip til en lidt anderledes fødselsdagsgave givet videre 🙂

Ungen er fri!

I dag var dagen. Dagen hvor Adam seriøst gik fra baby til tumling – eller måske nærmere til bare at være et barn. Det var nemlig dagen, hvor nogle af tremmerne kom af tremmesengen, og dermed er A nu fri til at nægte at blive liggende i sin seng – eller til at komme listende om natten. Eller til at falde ud… 

Det næstsidste tror jeg nu ikke sker lige foreløbigt. A har nemlig aldrig gjort andet end at sætte i et brøl, så snart han slog øjnene op, og så ellers bare vente på at blive hentet 🙂 Men lad os nu se…

Det er dog lidt en milepæl, for fuck – nu er han virkelig ikke en baby mere 🙂 For nu lader vi det blive ved, at Stokke Sleepi-sengen er blevet åbnet op, men jeg er så småt ved at overveje, hvad den “rigtige” juniorseng skal være. Har du nogle gode tips, så smid dem endelig i kommentarfeltet 🙂

De ti bud til at shoppe genbrug

Tremmesengen, kommoden i børneværelset, lænestolen i stuen, barbordet, sengerammen i soveværelset, klapvognen og…. Listen er næsten uudtømmelig, når det kommer til de gode genbrugsfund, jeg har gjort mig gennem årene. Jeg kommer aldrig til at kunne prale med at være den, de fede ting til storskrald, på lossepladsen, osv. Ej heller rigtigt i genbrugsbutikkerne – ikke fordi jeg ikke vil, jeg når bare aldrig forbi. Men når det kommer til at finde de brugte ting på nettet, så er jeg en haj til at finde det, jeg liiiige har gået og ønsket mig.

DBA er min klare favorit – primært via app’en . men især Reshopper har også været flittig brugt til at købe og sælge børnetøj, børneudstyr og legetøj. Og så sent som i dag har jeg gjort mit seneste fund: de Hammershøi salt- og peberkværne fra Kähler, som jeg har sukket efter så længe, men ikke helt har været klar til at styre ud og bruge 800 kroner på… jeg havde jo i princippet flere andre sæt salt- og peberkværne, der fungerede fint.  Men så var de der pludselig på DBA i går – et helt ubrugt sæt i liiiige præcis den farvesammensætning, som jeg også ville have valgt – og til den halve pris.  Og hvad der næsten var endnu bedre: sælgeren var en anden ama’rkaner, kun 10 minutter væk.

 
Jeg får ofte ros for at være god til at finde tingene – og nogle gange føles det næsten som om jeg har en sjette sans for, hvornår jeg skal prøve at søge efter noget af alt det, jeg går og drømmer om. Så her følger mine tips til, hvordan du finder det, du går og sukker til på DBA, Trendsales, Tradano, Reshopper eller andre.

  1. Ha’ tålmodighed – det kræver lidt tid at søge siderne igennem og nogle gange gør der lidt tid, før lige netop det, du søger, kommer til salg.
  2. Vær’ kreativ i din søgning – prøv alle de sammensætninger, du kan komme i tanke om. F.eks. med salt- og peberkværnene fra Hammershøi serien hos Kähler kom der forskellige resultater frem, alt efter hvilke ord jeg brugte i min søgning. Husk, at folk ikke altid kender modelnavnet på det produkt, de sælger (f.eks. Hammershøi), eller glemmer produktets producent (f.eks. Kähler), og så er der dem, der får stavet forkert. Så prøv alle de variationer, du kan komme i tanke om (Kahler/Kähler/Kæhler/Kaler, Hammershøj/Hammershøi, saltkværn/kværn, etc).
  3. Sæt søgeagenter / gemte søgninger op. Jeg har længe brugt det på Trendsales til de lidt mere sjældne ting – og har først lige opdaget, at DBA tilbyder samme funktion. Her hedder det “gem søgning” og står som en mulighed øverst, når du har søgt på noget.
  4. Gør dig klart, hvad der er en rimelig pris for dig – det skal kunne ses på prisen, at varen er brugt. Uanset hvad,  har det en pris, at varen ikke kommer fra en butik: måske har den allerede fået brugstegn, du har ingen fortrydelsesret, og hvis varen går i stykker, står du sandsynligvis uden nogen garanti (med mindre du har et garantibevis).
  5. Det er aldrig forbudt at byde under – nogle har sat sig en fast pris i hovedet, som de vil have for deres vare, men de fleste er til at handle med – og har måske endda sat prisen lidt højere, så der netop er noget at handle om.
  6. Husk at tænke omkostningerne til porto med, hvis varen ikke befinder sig nærheden – hvor meget er der så reelt sparet, sammenholdt med, hvis du kunne gå i en butik og købe varen fra ny… eller måske endda kunne finde den med rabat online og med gratis fragt?
  7. Selvom varen befinder sig i den anden ende af landet, så ta’ chancen og spørg pænt sælger, om de kommer tættere på. Jeg har flere gange været heldig, at sælger netop har skullet til København, og derfor er kommet med varen til mig, eller at jeg har kunnet møde sælgeren der, hvor han/hun skulle hen. Det skete f.eks. med mit barbord – og samtidig fik jeg den nok meget billigere, end hvis det var en københavner, der havde sat prisen 🙂
  8. Se varen godt efter, når du henter den – og gør dig klar på, hvad du kan eller ikke kan leve med.  Jeg er heldigvis kun en gang blevet snydt, og det var riiiiigtig bittert. Det var intet dyrt, men det er bare træls, frustrerende og virkelig tarveligt. Jeg er dog flere gange dukket op til liiiiidt mere slid, end jeg havde fået fortalt. Nogle gange har jeg så måtte sige nej tak igen, og andre gange var det ikke noget, jeg ikke kunne leve med, eller fikse… Meeen den gang jeg købte en Fatboy, der bare lige skulle vaskes, var det altså ikke besværet værd. Stoffet blev aldrig rent, og jeg samlede mikroskobiske små statiske krøyerkugler op i flere måneder efter!
  9. Skal den sendes, så bed om gode billeder først – så du ved, hvad der evt er af skrammer/buler/fejl osv. Overvej hvordan du vil have varen sendt og om det måske er en god ide at få den sendt forsikret, så du ved, at varen kommer frem.
  10. Nyd de kup, du gør dig – du har sandsynligvis ikke bare sparet penge, men har samtidig fået lige netop det, du ønsket dig. Og måske har du samtidig være en søgehaj, standhaftig og total cool i salgsøjeblikket 🙂

Vintertravlheden satte ind efter nytår

Puh, der har været stille på bloggen længe! Januar ramte mig på en eller anden måde hårdt – december er jo altid en travl måned, men jeg synes af en eller anden årsag, at januar var værre. Måske fordi man ved og forventer, at december er travl, men glæder sig til at tage den med ro på den anden side af nytår… Nå, men uanset hvad, så er tiden bare gået vandvittig stærkt… og mange af de DIY-projekter, jeg har tænkt mig at lave, har ventet på et eller andet.

For eksempel har jeg nogle ideer for nogle transparente billederammer igang – og i nogle af dem skulle der være tørrede blade og blomster… men mine blade blev brune og mine blomsterblade smuldrede! Doh! 🙁  Så nu prøver jeg igen – en denne gang vil jeg prøve med at ligge bladene i blød med glycerin og vand først, som dette tip foreslår.

Jeg har også tænkt mig at lave min egen version af en plakatramme a la Ferm Livings “wooden frames” – bare i min egne farver og med eller uden en snor … Men så var det, at jeg kom til at ommøblere hele stuen – og dermed er jeg blevet i tvivl om rammens farver, størrelse og placering. Så nu er jeg lige i tænkeboks… Men det hører I helt sikkert mere om snart 🙂

 

* artiklen indeholder et affiliate link.

Weekenden, der gik alt for stærkt

Weekenden er gået alt alt for stærkt denne gang. Nok mest fordi, at vi som familie har skullet en helt masse sammen og en hel masse hver for sig – fx var manden ude med tipsklubben hele lørdagen, og jeg brugte det meste af søndagen til en venindes babyshower. Samtidig har vi nået at være ude at shoppe (af to omgange ?) og besøgt et vennepar i deres nye hus.  Og så er der både blevet bagt lækre boller til morgenbordet og de gode chocolate chip cookies fra sidst. Og de var et hit til babyshower’et! 🙂

P.S. I år har jeg for første gang i flere år fået pyntet op til halloween. Og ikke mindst fået købt halloween-slik, så vi i år kunne åbne døren med god samvittighed… Men tror du, der kom nogen forbi? Ikke en eneste! Nå ja, men så kan vi da heldigvis spise slikket selv 🙂