Kategoriarkiv: Børneværelset

3 års fødselsdagsgave: en udklædningskasse


Op til A’s tre års fødselsdag i foråret, besluttede jeg mig for at lave en udklædningskasse til ham i fødselsdagsgave. Så jeg var et smut forbi Søstrene Grene efter en af de populære metalkufferter, og så gik jeg på rov efter udklædningstøj hos Mødrehjælpen op til fastelavn og efter fastelavn på Reshopper 🙂 Det blev til en super fin kuffert fyldt med vlandt andet vikingehjelm, riddersværd og -skjold, politiuniform, spidermandragt, fjollede hatte og masker samt de løse håndjern, pistoler osv.

Det skal siges, at drengen kun ønskede sig biler, så i sidste øjeblik blev vi nogle kyllinger og skyndte os at købe en sej bil i gave også, hvilket viste sig at styrke wow-effekten hos den tre-årige i gaveudpaknings-øjeblikket. Her lidt efter, er det dog udklædningskassen, der vinder. Den bliver brugt næsten hver dag, og det er kun blevet sjovere og sjovere for A at prøve de forskellige kostumer af og fantasien kommer virkelig på spil.

Så hermed er et tip til en lidt anderledes fødselsdagsgave givet videre 🙂

Guide til wallstickers

Lige siden jeg  gik med børneværelse-indretningsideer for første gang, har wallstickers været en del af planen. For mig er det en genial måde at give den gas med et stort motiv uden a) at udfordre mine egne meget begrænsede kunstneriske evner, og b) uden at det er et kæmpe arbejde, når jeg fortryder eller vil indrette på ny.

Den gang faldt jeg ret hurtigt for jungledyrs-temaet og endte helt i USA hos nurserydecalsandmore.com, som havde den smukkeste store wallsticker med jungledyr og vigtigst af alt for mig, en “troværdigt” savanne træ (se selv her).

Køb wallstickers af stof

Derudover var deres wallstickers ikke lavet af vinyl, men derimod af stof, som gør, at de er meget lettere at arbejde med og kan flyttes et utal af gange. Og det har været guld værd – på Adams gamle værelse har vi haft flyttet rundt på dyrene efterhånden som han er vokset, og vi har haft brug for at rykke rundt pga. størrere eller nye møbler. Og her tre år efter er de flyttet med os i det nye hus, og er hængt op på lillebrors værelse, hvor de sidder som var de helt nye.

Når de er af stof, er de faktisk så stærke, at du kan krølle en af stickersene helt sammen og så skille den ad igen uden problemer – hvorimod du er på spanden, hvis en wallstick af vinyl klister sammen med sig selv eller en anden…

(Adams gamle værelse)

(Lillebrors kommende værelse)

Find det, du søger, på Etsy

Da jeg fornyelig skulle beslutte, hvordan Adams nye værelse skulle se ud, var der heller ingen tvivl om, at wallstickers var vejen frem. Denne gang var det bare biler, der skulle være temaet.

Min foretrukne kanal til wallstickers er Etsy. Udvalget af kolo-enormt, og du har god mulighed for at få andres vurderinger af produktet. Desværre findes de fleste forhandlere af wallstickers lavet af stof (og bare helt generelt) i USA, så man skal lige sætte sig ind i toldreglerne herhjemme, og dermed være obs på, hvad prisen reelt ender på, inden du har produktet mellem hænderne. Heldigvis synes jeg ofte også, at produkterne er billigere i USA, så det måske nogenlunde går op.

På Etsy er det desuden primært små kreative sjæle, der sælger deres produkter og selv designer og printer/laver produkterne. Det giver anledning til at finde mange unikke ting, men også mulighed for ofte at få lavet særbestillinger eller fx bestille flere dyr/biler, etc.  Til safari-temaet fik jeg bestilt græs som ekstra til at sætte op mellem dyrene, og til bil-temaet bestilte jeg ekstra vejbaner og fik en håndfuld ekstra biler med oveni 👍🏻

Til Adams nye værelse endte jeg med wallstickers fra en lille enkeltmandsvirksomhed i USA kaldet MyMonkeyDecals. Jeg havde mange forskellige motiver og butikker på min favoritliste, og ideen var meget den samme, så at jeg endte med MyMonkeyDecals afhang af,  at hun havde rigtig fine navne-wallstickers, som jeg også bestilte til Adam og lillebrors døre indtil deres værelser.  Det var denne og denne, som jeg så fik printet i et mål, jeg synes var passende til vores døre… (indtil videre er det kun Adams, der er kommet op, indtil vi er helt sikre på lillebrors navn (vi har to muligheder, og jeg har wallstickers til dem begge for en sikkerheds skyld ☺️).

Kvaliteten er ikke helt den samme, som den jeg oplevede med jungle-stickers, men den er stadig rigtig rigtig fin, og det hele var sat op i løbet af en god times tid – og det er inkl. at to kvinder skulle beslutte hvordan stickers’ene skulle side; hvor hver eneste bil skulle sidde, etc 🙂 Der er nemlig total valgfrihed på det hele, hvilket jeg synes er et stort plus. På den måde kan det jo tilpasses alle rum og den øvrige indretning.

DIY: Pompon drømmefanger

Mens jeg venter på lillebror, har jeg hygget mig med to DIY-projekter til ham: en pompon-uro og en pompon-drømmefanger. Begge projekter er forholdsvis lette at gå til.

For at lave drømmefangeren, skal du bruge følgende:

  • en uro-ring. Jeg synes, det er lettest at arbejde med en med huller. Min er fra Panduro Hobby (link).
  • garn i akryl, uld eller en blanding. Bomuld bliver for slasket. Mine var små garnnøgler med sølvtråde i fra Søstrene Grene til knap 4 kroner stykket.
  • pompon-sæt til at lave pomponerne let – mit er denne.
  • saks
  • nål.

Sådan gør du:

Start med at lave mønsteret inden i drømmefangeren.

Jeg fulgte denne guide:

Det gælder om at holde tungen lige i munden og holde styr på, hvornår du er kommet hele vejen rundt. Sørg for at tælle løbende eller find en måde at markere dit hul nummer 1 og 2, så du ved, hvornår du har været hele vejen rundt.

Hvor stort dit hul i midten bliver og er en smagssag. Rykker du dit hul nummer to længere ned ad (længere væk i retningen mod uret) bliver hullet i midten mindre:

Når du er færdig med mønsteret her, er det tid til at dække din uro-ring med garn. Jeg kørte garnet stramt hele vejen rundt i de forskellige farver, jeg også brugte i min pompon-uro, og som jeg også havde tænkt mig at bruge til pomponer og kvaster her.

Derefter var det “bare” at lave pomponerne og kvasterne. Pomponerne er bundet fast i nettet/mønsteret i uroen og derefter hæftet med nål og tråd, så de sidder fast og ikke skrider op og ned. Kvasterne er bundet fast på uro-ringen ind i mellem pomponerne i tilfældige højder.

Se hvordan du laver en matchende pompon-uro her.

DIY: Pompon uro


Jeg har længe glædet mig til at lave nogle kreative ting til lillebrors værelse, men mens jeg arbejde, synes jeg ikke rigtig overskuddet var der. Så efter at være gået på barsel og have brugt den første uge på langs på sofaen med Netflix og middagslure, er jeg nu klar til at gå løs. Og mit første projekt var denne pompon-uro:

Uroen er ret simpel at lave og kræver heller ikke mange materialer. Du skal bruge følgende:

  • en uro-ring. Jeg valgte denne fra Panduro Hobby, da der var huller i til at hæfte snorene med pomponerne på, og fordi jeg alligevel tænkte, at ringen skulle dækkes med garn. Men du kan også finde mange fine ringe i træ, metal osv.
  • pompon maker sæt. Der findes mange forskellige, men min er Pryk’s fra Panduro Hobby. Den er dog åbenbart ikke i deres webshop, men findes også her.
  • garn – nyt eller rester. Vælg akryl, uld eller en blanding for det bedste resultat.
  • nål
  • saks.

Start med at finde den rette størrelse pomponer, som passer dig og dit projekt. Til min uro og med mit pompon-sæt var den næst-mindste pompon-maker den rette størrelse.

Lav derefter pomponerne ved at samle plastik-dimserne til pompon-maleren efter anvisningerne og sno så garnet jævnt rundt om dem, indtil halvcirklen er fyldt ud.


Når du har udfyldt begge halvcirkler, klikker du dem sammen og klipper rundt langs ydersiden i den “revne”, der er mellem plastik-dimserne.

Nu sætter du en snor ind i revnen, hvor du har klippet op, og binder en stram knude. Derefter kan du tage plastik-dimserne af, og du har nu din pompon. Den skal sandsynligvis studses for at blive perfekt rund og fin.

Jeg brugte den snor (hvid), som jeg havde tænkt mig, at pomponerne skulle hænge ned fra, til at samle alle pomponerne, og så sørgede jeg bare for en god længde, så der var til at binde hver pompon sammen med den over sig (med nål og så igennem samlingen på pomponen over).

Når du har alle dine pomponer klar (jeg brugte 17 – 16 til selve uroen og en i toppen), er det bare at sammensætte dem farvemæssigt, som du synes, og med den afstand i mellem, du finder passende. Jeg bandt dem løst på uro-ringen for at danne mig et egentligt billede af, hvordan jeg synes, det skal se ud, og om hver farve var fordelt nogenlunde jævnt rundt om uroen.


Når du er tilfreds, er det ‘bare’ at få bundet hver snor ordentlig fast på uroen, trække fire snore igennem de andre huller til at hænge uroen i (ligeligt fordelt rundt om ringen, så uroen kommer til at hænge lige), og så dække uroringen med garn. Jeg valgte at holde min enkel i hvid.

Hvis du vil, kan du til sidst vælge at trække de fire snore til at hænge uroen i igennem en sidste pompon. Her brugte jeg igen nålen og trak hver snor igennem midten af pomponen, og så var det bare at sikre, at uroen hang lige, og at jeg havde nok snor til at hænge uroen i og så binde en knude og klippe enderne af 😊

Og så er du færdig!

Tjek også denne guide til, hvordan du laver en matchende drømmefanger:

Ungen er fri!

I dag var dagen. Dagen hvor Adam seriøst gik fra baby til tumling – eller måske nærmere til bare at være et barn. Det var nemlig dagen, hvor nogle af tremmerne kom af tremmesengen, og dermed er A nu fri til at nægte at blive liggende i sin seng – eller til at komme listende om natten. Eller til at falde ud… 

Det næstsidste tror jeg nu ikke sker lige foreløbigt. A har nemlig aldrig gjort andet end at sætte i et brøl, så snart han slog øjnene op, og så ellers bare vente på at blive hentet 🙂 Men lad os nu se…

Det er dog lidt en milepæl, for fuck – nu er han virkelig ikke en baby mere 🙂 For nu lader vi det blive ved, at Stokke Sleepi-sengen er blevet åbnet op, men jeg er så småt ved at overveje, hvad den “rigtige” juniorseng skal være. Har du nogle gode tips, så smid dem endelig i kommentarfeltet 🙂

DIY: Transportabel vejbane / garage

Ok, så jeg har nok fortalt jer, at lille A er vild med biler? Sådan virkelig vild med biler! …og at vi snart skal ud og rejse? …Hvilket blandt andet inkluderer en 8-timers flyvetur hver vej? 

Selvom jeg håber og regner med, at A sover det meste af flyveturen, skal der nok bruges noget underholdning på flyveturen… Og her skal det jo helst ikke være noget, der består af for mange dele eller for let falder fra hinanden, så det sandsynligvis ender et sted på gulvet, hvor vi ikke kan nå det. Så det har jeg gået og grublet over i et stykke tid, og her er i hvert fald en af løsningerne: en kuffert-vejbane/garage ? 


Den har krævet lidt tid og fingersnilde, men var ellers egentlig rimelig let at lave. Og det bar det hele værd: A har allerede afprøvet den, og den er et kæmpe hit! Det er både sjovt at køre bilerne op og ned, og at fylde kufferten med biler og lukke op og i ?

Du skal bruge:

  • Papkuffert
  • Sort folie
  • Hvidt folie eller maling, hvis din kuffert har mønster inden i (det havde min)
  • En rest pap
  • Blyant/kuglepen og tusser
  • Hobbykniv og saks
  • Lineal eller målebånd
  • Superlim


Min papkuffert er fra Søstrene Grene, der havde mange forskellige motiver at vælge mellem (desværre ikke noget med biler…), og foliet køber jeg i Bauhaus – der fandt jeg det billigst (49kr), da jeg skulle lave Adams legekøkken, og de har et stort udvalg. Af pap brugte jeg to forskellige rester – noget rigtig tykt og stift til broen og noget fra en alm. papkasse (det der lidt bølgede pap) til træer, skilte, græs, etc.

Sådan gør du:

  1. Dæk din kuffert med hvidt folie eller hvid maling, hvis den ikke allerede er hvid inden i… Så kan du nemlig “bare” klippe vejstriber, pile osv. ud af det sorte folie, og så vil det hvide nedenunder skinne igennem ?
  2. Aftegn din kuffert på det sorte folie, klip til og sørg for at det passer indvendigt. 
  3. Udregn, hvordan du ønsker at din bro skal være, hvor den skal sidde og hvor bred, den skal være. Vent dog med at sætte broen på til sidst, så du har vej, pynt osv under.
  4. Brug derefter bagsiden til at designe resten af din vejbane/garage. Overvej vejens bredde og svingninger alt efter, hvor store eller små biler, du har med at gøre. Og husk, at resultatet bliver spejlvendt af det, du tegner. 
  5. Klip og skær ud som nødvendigt.
  6. Pynt som nødvendigt – jeg lavede og klistrede figurer af græs, træer og skilte. Man kunne også have tegnet det direkte på.
  7. Fyld med biler og afprøv hos junior ☺️ 


Amok i pynt 

Til Adams 2-års fødselsdagsfejring i weekenden, var der ingenting sparet. Jeg var gået all in på både kager og pynt ☺️

Som jeg har nævnt et par gange er Adam vild med biler – alt med biler! Så da jeg allerede for et par måneder siden faldt over papkrus, paptallerkener og servietter i Søstrene Grene med biler på, var der ingen tvivl om, at de ville være helt rigtige ? Derefter faldt jeg i Tiger over den fineste flagranke, hvor man selv bestemmer, hvad og hvor meget, der skal stå. 

Det kunne i sig selv have været nok – men nej ? Jeg kunne nemlig ikke stå for de fine folie-bogstaver, der er til at finde alle steder nu, og da jeg så ovenikøbet fandt dem i en fornuftig størrelse (og pris) hos festissimo.dk, kunne jeg ikke dy mig: de røg også i indkøbsturen.

På dagen passede det perfekt ind – der var lidt pynt over det hele og med strålende solskin i baggrunden stod både den douchede flagranke og guld-bogstaverne helt perfekt… ?

  
    
 

… Selvom fødselsdagen nu er ovre, lever noget af pynten videre. Flagranken får vi forhåbentligt glæde af i mange år, og ballonerne (bare Adams navn) hænger nu så fint ved siden af puslebordet på Adams værelse. Er spændt på at se, hvor længe der går, inden de bliver flade!

Første omrokering på børneværelset

Det er ingen hemmelighed, at jeg ofte har mange gode ideer til, hvordan man også lige kunne indrette de forskellige rum i vores bolig på en helt anden måde. Men for det meste holder jeg mig i skindet – og faktisk giver mange af rummene og ikke mindst de store vinduespartier begrænset muligheder. 

Men fornyelig fik jeg chancen for at re-tænke indretningen på sønnens værelse. Som han er blevet ældre, har vi nemlig fået brug for væsentlig mere legetøjs-opbevaring. Vi gik på jagt efter et møbel, der ikke fyldte meget, og hvor legetøjet var lettilgengængeligt for A. Derfor endte det med to IKEA Trones reoler og lidt ommøbleringer af resten af værelset – sengen blev rykket, wallstickers blev omrokeret, og et natbord røg ud til fordel for reolerne (se hvordan værelset så ud før her).

Trones reolerne er ikke nødvendigvis det kønneste, der findes, men praktikaliteterne vandt. Og jeg synes faktisk slut resultatet er endt helt ok…:

  

  
 
… Så nu er trangen til at lave om i hjemmet dulmet for nu… bortset fra, at jeg lige skal have fundet tid – og overtalt manden – til at rykke lidt rundt på det hele i stuen for at se, om jeg har en god ide eller ej 😀

Børneværelset – mit yndlingsværelse

Mit absolut yndlingsværelser i lejligheden, er min søns værelse. Det hænger godt sammen, synes jeg, og har ramt vores stil perfekt – en god blanding af moderne elementer og gode gamle klassikere.

Det hele startede med den store wallsticker, som jeg øjeblikkeligt forelskede mig i. Jeg tror nærmest, den stod øverst på ventelisten fra længe før, A overhovedet var født, og så indtil, at vi flyttede og fik en lejlighed med plads til et børneværelse. Derfra blev værelset stille og roligt bygget op omkring farverne i wallstickeren og temaet om Afrika og savannen (de gule farver, den fine gamle flyvemaskine som lampe og drømmen om at flyve over savannen i en luftballon).

At det skulle ende så kønsneutralt, var egentlig ikke hensigten fra starten – men jeg var (og er til tider stadig) ret træt af, alt til drenge kun kan være blåt eller grønt – og det har vist skinnet igennem i indretningen 🙂

Detaljerne: Wallsticker fra nurserydecalsnmore.com (sammensat af flere dele – træ for sig, dyr for sig og så lidt græs), Sleepi seng fra Stokke – købt brugt på dba.dk men findes hos alle større børnemøbelbutikker, Hylde fra Sebra, Eames Rar gyngestol, kugletæppe  (find lignende hos f.eks. HAY eller madeinnepal.dk) lampe fra amazon.co.uk, bogholdere lavet af RYMLIG servietholdere fra IKEA (nu udgået, men kan f.eks. findes på amazon.com), Gåbil fra Vilac, Luftballoner fra Authentic Models købt hos LirumLarumLeg.dk, Sengerand fra Roommate – fundet på Reshopper, men findes f.eks. hos Coop, OpenMind bogstavsklodser fra sinnerup.dk og elefantsparebøssen “Moneyphant” fra Georg Jensen. Derudover en fødselstavle (hængende over sengen) syet af mormor og et lækkert plaidtæppe syet af min moster til A i dåbsgave.

IKEA hack #2: LEGO eller Duplo bord

Jeg manglede et sted, hvor sønnike kunne bygge sine Duplo-konstruktioner, og hvor vi samtidig kunne opbevare klodserne. Så vi jeg endte med at bygge dette fine og praktiske bord:


Bordet et ret let lavet ud af et IKEA Lack sofabord, en IKEA Trofast kasse og to dertilhørende skinner (købes i IKEAs kundeservice for 10 kroner stykket) og så noget sandpapir og lim. Dertil en stor Duplo byggeplade.

image
Sådan gør du:

  1. Start med at samle bordet.
  2. Slib undersiden af bordet med noget groft sandpapir. Det lyder måske dumt, men det er ret afgørende for, at skinnerne kan blive siddende og tåle lidt vægtmodstand – ellers falder de hurtigt af.
  3. Mål derefter op, hvor skinnerne til skuffen skal sidde. Jeg placerede min skuffe i den ene ende midt mellem bordbenene (selvfølgelig!) og så ca. 5 cm fra kanten.
  4. Lim skinnerne fast til undersiden af bordet. Jeg brugte en blanding af noget kraftig lim og noget hurtigt tørrende superlim.
  5. Når limen har fået lov til at tørre helt, er det bare at hænge skuffen op på skinnerne og fylde skuffen med Duplo (eller LEGO) 🙂
  6. Placér den store Duplo (eller LEGO…) byggeplade ovenpå. Du kan enten vælge at lime den fast eller lade den være løs, så bordet potentielt også kan bruges til noget andet med tiden. Jeg har ladet den være løs, men har så limet noget af det der skridsikre net, der også bruges under tæpper, på bagsiden af pladen. Så står byggepladen godt fast og skrider ikke, når der bliver lagt vægt i Duplo-byggeprojektet 🙂