Tag-arkiv: fotos

Lejlighedens blikfang

Hjemme hos os er det største blikfang nok den store billedevæg, vi har hængende på væggen for enden af spisebordet. Det er nok også den ting, jeg er aller gladest for – og som virkelig giver vores hjem et meget personligt præg.

Billedevæg_131015Billedevæggen var også det første DIY-projekt, vi lavede på nuværende adresse. Der gik et halvt år fra, at vi havde skrevet under på lejligheden, og til den endelig var vores, og i den periode nåede jeg at få riiiiigtig mange gode ideer til, hvordan det hele skulle indrettes, og hvilke DIYs der skulle laves. Nogle af dem blev til noget, mens mange ikke gjorde fordi, det alligevel ikke var det rigtige, da jeg endelig stod i lejligheden og havde pakket flyttekasserne ud. Men billedevæggen var jeg helt sikker på, og der gik heller ikke mere end to dage, før manden blev sendt i byggemarkedet efter en kæmpe MDF-plade skåret til i et nøje udvalgt mål – som så selvfølgelig efterfølgende viste sig ikke at kunne være i bilen. Ja, det er jo typisk – og lignende historie kommer du nok til at høre om igen, hvis du bliver hængende 😉

Alt i alt er væggen såre simpel at lave. Den består af en MDF plade (i vores tilfælde delt på midten for at kunne være i bilen) og stof. Dertil en ladt hæftepistol, rawplugs, skruer og afstandskiver, så skruen ikke fortsætter igennem den forholdsvis bløde MDF-plade. Fordi vi havde skåret pladen over i to for at kunne transportere den hjem, er billedevæggen samlet på midten. Det er gjort med en god kombi af  trælim og superlim  og så med et stort stykke pap fra en flyttekasse limet på bagsiden til liiige at sikre, at det nu blev sammen. … det sidste her, ville en tømrer eller snedker måske ikke være enig i, var den rigtige metode. Men det virker, og det kan slet ikke ses eller mærkes, at pladen har været skåret over på midten.

Og så skal væggen selvfølgelig fyldes med billeder. Jeg prøver at få printet nye billeder ca. en gang om måneden, da tanken med tavlen af, at den løbende skal vise lidt om os, vores nærmeste og generelt om vores dagligdag. Så alle billeder behøver ikke at være “picture perfect” – det skal bare være gode minder fra forleden, sidste måned og sidste år. Fordi billederne ikke altid er perfekt opstillede med neutrale baggrunde, har jeg valgt at holde 90% i sort/hvid, mens nogle få særligt udvalgte får lov at stå frem i farve.