Tag-arkiv: ikea

DIY: Svævende glødepærer

Vi har længe haft tænkt, at vi skulle have nogle rigtige natlamper op i hver side af sengen i soveværelset, men vi nåede aldrig rigtig til det i lejligheden. Men nu, hvor vi er flyttet, var der god anledning til det. Og der er intet revolutionerende ved denne IKEA-hack, men jeg synes, det fungerer super og er overdrevet glad for resultatet – og så er det en ret billig løsning!

Du skal bruge:

  • stofledning og fatning
  • din ønskede pære
  • EKBY hyldeknægt fra IKEA,  18 cm.
  • evt. afbryder / tænd/sluk kontakt. (Vores ledninger var “guld”, så for at finde aforudsete, der passede bare nogenlunde i farven, måtte jeg lidt rundt på nettet. Og lampeguru.dk havde de perfekt matchende kontakter i bronze.

Sådan gør du:

Beslut, hvordan du vil have ledningen viklet omkring hyldeknægten. Er du i tvivl, så tjek Pinterest eller Google for gode ideer (søg fx på “ekby ikea hack lamp”). Det er nemlig afgørende for, hvor mange huller du skal bore ud i din hyldeknægt. Vi havde egentlig tænkt os at skulle bore tre huller ud: i hver ende af den øverste vandrette stykke træ og nederst inderst, men endte med kun at bore de to huller i det vandrette stykke træ for at få et mere “tilfældigt” look.

Når du har boret hullerne i hyldeknægtene ud, er det bare at få trukket ledningen igennem (efter evt. at have fjerne stikket, hvis du har det på dine ledninger) og viklet den, som du synes. Bruger du stofledninger, så pas på de ikke bliver revet af træet, når du trækker det igennem.

Derefter skal du evt, have sat tænd/sluk kontakten på din ledning, der hvor det giver mening, og ellers er det bare om at få sat lampen på og så få hængt lamperne op.

Første omrokering på børneværelset

Det er ingen hemmelighed, at jeg ofte har mange gode ideer til, hvordan man også lige kunne indrette de forskellige rum i vores bolig på en helt anden måde. Men for det meste holder jeg mig i skindet – og faktisk giver mange af rummene og ikke mindst de store vinduespartier begrænset muligheder. 

Men fornyelig fik jeg chancen for at re-tænke indretningen på sønnens værelse. Som han er blevet ældre, har vi nemlig fået brug for væsentlig mere legetøjs-opbevaring. Vi gik på jagt efter et møbel, der ikke fyldte meget, og hvor legetøjet var lettilgengængeligt for A. Derfor endte det med to IKEA Trones reoler og lidt ommøbleringer af resten af værelset – sengen blev rykket, wallstickers blev omrokeret, og et natbord røg ud til fordel for reolerne (se hvordan værelset så ud før her).

Trones reolerne er ikke nødvendigvis det kønneste, der findes, men praktikaliteterne vandt. Og jeg synes faktisk slut resultatet er endt helt ok…:

  

  
 
… Så nu er trangen til at lave om i hjemmet dulmet for nu… bortset fra, at jeg lige skal have fundet tid – og overtalt manden – til at rykke lidt rundt på det hele i stuen for at se, om jeg har en god ide eller ej 😀

IKEA hack #2: LEGO eller Duplo bord

Jeg manglede et sted, hvor sønnike kunne bygge sine Duplo-konstruktioner, og hvor vi samtidig kunne opbevare klodserne. Så vi jeg endte med at bygge dette fine og praktiske bord:


Bordet et ret let lavet ud af et IKEA Lack sofabord, en IKEA Trofast kasse og to dertilhørende skinner (købes i IKEAs kundeservice for 10 kroner stykket) og så noget sandpapir og lim. Dertil en stor Duplo byggeplade.

image
Sådan gør du:

  1. Start med at samle bordet.
  2. Slib undersiden af bordet med noget groft sandpapir. Det lyder måske dumt, men det er ret afgørende for, at skinnerne kan blive siddende og tåle lidt vægtmodstand – ellers falder de hurtigt af.
  3. Mål derefter op, hvor skinnerne til skuffen skal sidde. Jeg placerede min skuffe i den ene ende midt mellem bordbenene (selvfølgelig!) og så ca. 5 cm fra kanten.
  4. Lim skinnerne fast til undersiden af bordet. Jeg brugte en blanding af noget kraftig lim og noget hurtigt tørrende superlim.
  5. Når limen har fået lov til at tørre helt, er det bare at hænge skuffen op på skinnerne og fylde skuffen med Duplo (eller LEGO) 🙂
  6. Placér den store Duplo (eller LEGO…) byggeplade ovenpå. Du kan enten vælge at lime den fast eller lade den være løs, så bordet potentielt også kan bruges til noget andet med tiden. Jeg har ladet den være løs, men har så limet noget af det der skridsikre net, der også bruges under tæpper, på bagsiden af pladen. Så står byggepladen godt fast og skrider ikke, når der bliver lagt vægt i Duplo-byggeprojektet 🙂

  
   

Ønsker mig: Seng med opbevaring

Topbillede photocredit: IKEA

Vores soveværelse mangler stadig at få et make-over. Det var rummet, vi ikke rigtig fik ordnet, da vi flyttet ind, og som vi så aldrig rigtig er kommet videre med – fordi det egentlig fungerer, men bare ikke er særligt personligt eller spændende. For at komme i gang med make-overen, skal sengen være på plads. Så derfor er det, der står øverst på ønskesedlen, en ny sengeramme.

Der findes super mange fede sengerammer, men jeg vil gerne have en med opbevaring for at udnytte pladsen bedst muligt. Og her er jeg overrasket over, hvor få muligheder der egentlig findes. Heldigvis er IKEA en af dem, der gør sig bedst i sengerammer med opbevaring, og det passer min pengepung rigtig godt!

Jeg vil gerne holde soveværelset lyst og lækkert, så sengerammen skal enten være hvid eller i lyst træ… Her er de muligheder, jeg går og overvejer:

sengemedopbevaring

1: Malm sengestel fra IKEA i birketræsfiner; 2: Brimnes sengestel fra IKEA i hvid; 3: Mandal sengestel i birk med hvide skuffer; 4:  Malm sengestel hvor lamelbunden kan løftes; 5:  Pisa sengeramme med skuffe forenden fra Mavis hos unoliving.com; 6: Messina sengestel i massiv kernebøg fra sovezonen.dk.

Lad mig høre, hvad du synes ved at klikke på “skriv en kommentar” under billedet øverst oppe… Hvilken er din favorit? Eller hvad har du selv valgt af sengestel?

P.S. Af hovedgærde har jeg tænkt mig at lave mit eget… men mere om det, når jeg har fået valgt et sengestel 😉

IKEA hack #1: Skoskab

Vi har en dejlig stor og bred indgang i lejligheden, og for at holde fast i det her åbne rum, har jeg ikke villet fylde det med møbler. Så i stedet kom der i starten kun nogle  hylder op til lidt nips, nøgler, osv. Men nu er jeg gået hen og blevet træt af at se på sko, som ofte er endt udover hele gulvet eller i høje bunker. Så da jeg for et par uger siden tilfældigt faldt over en række “hacks” til, hvordan man kunne pynte IKEA’s “Trones” skoskabe, bed jeg omgående på – og det gjorde manden heldigvis også. Resultatet kan I se her.

Skoskab1        Skoskab2

Her er, hvordan vi gjorde:

Materialer: 4 IKEA Trones skokasser, 3 hylder i træ – en på 20×120 cm til toppen og to på 20×80 cm til siderne, – trælim og en håndfuld små skruer på ca. 15 mm og med et fladt hoved. Hylderne er købt i Jem & Fix – det var der, jeg fandt dem billigst.

Fremgangsmåde: Start med at hænge hylderne op som normalt. Mål derefter grundigt op i både bredde, længde og dybde. Vores mål var 103 cm i længden, 76 cm i højden og 18,5 cm i dybden Skoskab_hjørne(helt ud til kanten af “bulen”, hvor man åbner skokassen). Dertil skal der ligges bredden på smiget eller bredden på siderne, alt efter hvordan du vil samle det i siden. Derudover er det i forhold til højden af din “ramme” til skokasserne vigtigt at tage højde for, at man skal kunne åbne de øverste skokasser for hylden. Derfor svæver vores horisontale plade ca. 1 cm over selve skokasserne (se billede).

Da vi var sikre på vores mål, skar vi hylderne til og skar dem i smig i hjørnerne. Jeg er så heldig, at have både en far og svigerfar i nærheden, og de har begge nærmest alt tænkeligt værktøj – så vi brugte svigerfars rundsav til både at skære hylderne til i dybden og længden og til at skære dem i smig. Har du ikke adgang til værktøjet, kan du få hjælp hos et savværk i et byggemarked – f.eks. hos Silvan – til rimelig overkommelige priser. Alternativt – så lad vær’ med at skære dem i smig. Det har jeg set mange fine løsninger uden.

Skoskab_skruerTil sidst er det så bare at samle det hele. Vi startede med at sætte siderne på, som er skruet fast med skruer fra inden i skokasserne (se billede). Derefter er der kommet lim på hjørnerne, som er skåret i smig, og så ellers sat i spænd og med god vægt oven på hjørnerne, hvor limen er. Så stod det til tørre natten over og så voila! Et fint skoskab klar til brug 🙂