Tag-arkiv: julepynt

Julepynt fra ferien

Som jeg tidligere har delt her på bloggen, så gør jeg mit ypperste for altid at have et styk julepynt med hjem fra de feriemål, vi er på. Nogle steder (og årstider) er lettere end andre, og heldigvis var New York en af de lette.

Vi havde allerede lidt pynt fra NYC fra da vi var afsted i 2011, men vi skulle også have et minde fra denne tur. 

Sidst havde vi fundet julepynten i en (helårlig) julebutik på 7th Avenue, tæt på Central Park, men denne gang faldt vi over en gigantisk butik på 133 Mulberry Street i Little Italy. Og det blev til denne fætter – måske ikke den kønneste eller klassiske, men mere New Yorsk (inden for rimelighedens grænser) er svært at finde, hvis du spørger mig ?

Adams juletræskugler

Som jeg tidligere har nævnt, har det meste juletræspynt en eller anden form for betydning i vores hjem. De vigtigste, sammen med vores rejseminder, er den juletræskugle, som Adam får lov at vælge hvert år, og som får skrevet navn og årstal bagpå. Vi er selvfølgelig ikke nået så langt endnu, da vi kun er nået til den anden jul i Adams liv, men jeg er rigtig glad for traditionen, vi har startet, og passer meget på især de kugler.

Sidste år fandt vi juletræskuglen i Illums julestue (jeg tror, det var den største og den med mest glimmer, der vandt), og i år var det hoptimist-kuglerne i en isenkræmmer, der vandt sønnens hjerte.


  

Den kære julepynt

Så blev det endelig første søndag i advent – og dermed var der endelig accept fra husbonden til at pynte op til jul 🙂 Af en eller anden årsag, synes jeg ikke, der var så meget julepynt, som jeg huskede – men måske hænger det sammen med, at vi er gået fra 56 til 105 kvadratmeter, så der er lidt mere hjem, der skal pyntes op. 

Vores julepynt er på ingen måde moderne, stilrent, i “årets farver” eller i matchende røde nuancer. I stedet er det næsten altsammen noget, der bærer på en historie, der betyder noget for os. Det er  arvestykker eller julepynt, som vi har fået foræret af vores forældre og bedsteforældre, eller noget, der er købt på en ferie. Det sidste gælder især pynten til juletræet. Der har vi gjort meget ud af at finde et stykke julepynt til juletræet på samtlige af vores rejser – det har nogle gange været lettere (juleturen til Berlin eller påskeferien i NYC, hvor der er christmas shops året rundt) end andre (f.eks. sommerferien til Verona og Como søen). Men der får I mere at se, når juletræet er kommet op 🙂

Her er billeder af noget af det julepynt, der er kommet frem i dag.
  Glasnisser og grise fra svigermor.

   Snemand, der tæller ned til jul. Købt i en hyggelig lille alt-mulig butik i Kilkenny under en ferie i Irland.

  Hæklede nisser, som jeg har fået af mine bedsteforældre, og som var lavet af nogle lokale bekendte på Falster.

 Glasnisse fra Kosta Boda, købt i glasriget i Sverige, ikke langt fra svigerfamiliens ødegård.

  Julesokker til hele familien.

 Årets nye julepynt – træstjerner fundet hos en blomsterhandler i Holstebro.