Årets juledekorationer er i hus

På sådan en dag, hvor sneen er dalet over det danske land, føltes det helt rigtigt at lave juledekorationer – omend der absolut ingen spor er at se efter sneen her hos os… til stor skuffelse for os alle tre, da vi vågnede i morges! ? Men altså, derfor var det stadig tid til at holde julestue her i lejligheden. Så dagen startede med, at jeg og den bedste veninde kørte på planteskolen efter proviant, og derefter var vi kreative resten af eftermiddagen. For mit vedkomme stod den på både adventskrans, dekoration til kalenderlyset og – for første gang – en krans til døren.

Det er også første gang, jeg har forsøgt mig med en helt traditionel adventskrans. I år føltes det dog som det helt rigtige, selvom det på en eller anden måde virkede lidt skræmmende, da det føltes som om, at det hele skal sidde helt perfekt på en traditionel adventskrans, modsat de ellers lidt mere rustikke og moderne adventsdekorationer. Jeg er dog ovenud glad for resultatet: 
 Adventskransen består af en 40 cm krans af gran, 4 lys i ren stearin med spyd, bark, diverse pynt på spyd fra planteskolen (kanelstænger, kogler og hasselnødder), sukkulenter sprøjtet med lim og så pyntet med sølvglimmer, samt “barkhjerter” på snor og adventstal i keramik fra Søstrene Grene.

Min dekoration til kalenderlyset er lidt mere rustikt. Der ender jeg altid med noget a la dette – men i år har jeg besluttet mig for at prøve med en hyacint, en lille bitte kristtjørn og nogle sukkulenter som en del af pyntet… Jeg er godt nok spændt på, om jeg kan holde især hyacinten i live… ☺️

 
Sidst men ikke mindst, har jeg for første gang lavet en lille krans til døren. Her var jeg virkelig på udebane, men jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet… 

 

Nu gælder det bare julepynten… men det gemmer vi til næste weekend, når julen – i hvert fald i vores hoveder – først rigtig skydes i gang med 1. søndag i advent. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *